Svend Rahbek havde talt med Lemvigs bychef Nina Vestergaard, – der åbenbart er meget svær at træffe –, om byen var interesseret i et veteranbilarrangement på torvet omkring kirken. Det var man, så Otto Schumann tog over, da han havde tilkendegivet, at han godt ville stå for at lave aftale med kommunen om afspærring omkring kirken, så bilerne kunne parkere m.m., at skaffe sponsorer til præmier og morgenkaffe til deltagerne. Han ville også gerne stå for annoncering samt tilrettelægge en fælles køretur om eftermiddagen. Handelsstandsforeningen, der af bychefen ikke var for godt orienteret om arrangementet, viste sig meget positiv, og sponsorerede 6 flasker rødvin som præmier. HOTEL TANTE gav morgenkaffe og rundstykker med pålæg til deltagerne. Og Engens Ure gav en flot pokal til den bil, der blev kåret som årets bil 2014. Bilerne begyndte at ankomme kl. 9.30, og kl. 10.00 var alle 30 veteranbiler opstillet. Det var højt solskin, så de velplejede og nypudsede biler strålede om kap med solen og blev behørigt beundret af de mange mennesker, der lagde vejen forbi i løbet af formiddagen, og da Jacob Nyborg, passager i Poul Poulsens Ford A, begyndte at spille på fløjte, blev det helt sydlandsk.